| Forårsmødet
|
| Forårsmødet kommer til at dreje sig om frøformering: Pollinering, hybridisering, behandling og rensning af frø og endelig, hvad gør vi så med frøene for at få nogle gode planter. Det endelige program er endnu ikke helt fastlagt, men vi har tilsagn om at deltage fra: Jens C. Birck, Carl Adam Lehmann, Per Vestergård, Arvid Michaelsen og Mikkel Jørgensen. Men der lægges op til en samtale om dette emne, hvor vi forventer at mange medlemmer vil bidrage med deres erfaringer.
|
| Vintermødet
|
| Næste begivenhed her i vest bliver vintermødet. Her får vi besøg af den videnskabelige leder af Botanisk Have i Bremen Hartwig Schepker, der også er administrativ leder af Det tyske Rhododendronselskab. Han vil bl.a. fortælle os om den tyske genbank, haven i Bremen og især sin ekspedition til Arunachal Pradesh i det nordøstlige Indien, som er et umådelig spændende planteområde. Vi kan se frem til nogle meget flotte og spændende billeder. Denne gang er der kun fastsat start og ca. slut tidspunkt. Schepker skal nemlig nå et tog i Horsens.
|
| Nyt mødested
|
| Vi har haft en meget lang række møder på Gedved Statsseminarium. Forårsmødet 2011 blev det sidste. Gedved har været vores foretrukne samlingspunkt, dels på grund af den centrale beliggenhed og de gode faciliteter, dels nærheden til motorvejen. Vi har længe været på jagt efter et nyt sted til vore møder med cirka de samme kvaliteter. Nu har vi så lavet en foreløbig aftale vedr. 3 møder i 2011/12 med Elbæk Efterskole, Elbækvej 53, Elbæk, 8700 Horsens. Der er 13 km fra Horsens, 40 km fra Vejle og 35 km fra Aarhus.
|
 |
| Plantesamling i vest
|
| I RhodoNyt 4|10 blev der beskrevet mulige planer for at indgå i et samarbejde med Geografisk Have i Kolding om anlæg af en plantesamling. Dette gav en masse positive reaktioner fra medlemmer og hele bestyrelsen bakker også varmt op om projektet. Derfor vil vi her i foråret indgå i en dialog med GHK om mulighederne. Der vil komme en første orientering om planerne i forbindelse med generalforsamlingen.
|